UNF Matematik Camp 2023 er officielt i gang

Dansk Matematisk Forening har støttet Ungdommens Naturvidenskabelige Forenings Matematik Camp. De har skrevet lidt om campen her.

Torsdag d. 20. juli ankom deltagerne til dette års udgave af UNF Matematik Camp. På Matematik Camps første dag stod programmet på sociale lege, så deltagere og arrangører kunne lære hinanden at kende. Vi lavede blandt andet barometerleg, hvor vi fandt deltagernes og arrangørernes holdninger til vigtige spørgsmål som "makrel eller tun?" "grovvalsede- eller finvalsede havregryn?" eller "hvem er bedst – Gauss eller Euler?".

Vi afholdte fredag den faglige intro. Dette er et indledende forløb, hvor deltagerne bliver introduceret til noget af den matematik, som er nødvendigt for de andre faglige forløb. UNF Matematik Camp byder i år på hovedemnerne "Grafteori" og "Lineær Algebra med Anvendelser". Yderligere skal deltagerne vælge et af vores to valgfag, "Matematisk Logik" og "Sum- og Differensregning". Det bliver nogle udfordrende og ikke mindst spændende dage for deltagerne.

Vi er nu på campen tredje dag, hvilket er den første dag med undervisning i de obligatoriske emner. Vi har ikke så meget at rapportere fra idag andet end, at engagementet fra deltagerne er fantastisk. Vi kan ikke sige andet end, at vi er glade for, at der i år er så mange, som er interesserede i at deltage på UNF Matematik Camp, og vi glæder os meget til at tilbringe de næste 5 dage med deltagerne.