SDU opgraderer på matematik-fronten
SDU har for nyligt ansat en række stærke navne indenfor ren matematik
Institut for Matematik og Datalogi (mellem venner bedst kendt som IMADA) ved SDU har i de seneste år opgraderet voldsomt indenfor forskningen i ren matematik. Mere præcist er der sket en stor satsning indenfor det, meget omfattende, område der kaldes kvantematematik. Den primære katalysator i den forbindelse er Jørgen Ellegaard Andersens ERC Synergy Grant ReNewQuantum, som har givet anledning til oprettelsen af Center for Kvantematematik ved SDU. Hovedfokus ved centret er på de matematiske aspekter indenfor det kvante-teoretiske område, men inkluderer også samarbejder af mere anvendt natur, såsom kvante-algoritmer.
Indenfor de seneste par år har SDU derfor ansat en række stærke navne indenfor forskellige matematiske discipliner, blandt andre:
- Professor Jørgen Ellegaard Andersen (QM-centerleder, ERC Synergy Grant PI)
- Professor Vivek Shende (Villum Investigator)
- Lektor Jamie Gabe (Sapere Aude Forskningsleder)
- Lektor Du Pei (Villum Young Investigator)
- Adjunkt Fabian Haiden
- Adjunkt Shan Shan
Ved IMADA glæder vi os meget over denne seriøse satsning på den teoretiske matematik, og ser frem til den aktivitet (postdocs, ph.d.-studerende, konferencer etc) som de mange eksterne midler vil føre med sig. For de studerende betyder de mange nyansættelser også en seriøs opgradering af kursusudbuddet på kandidat-uddannelsen, og vi håber at de mange muligheder vil tiltrække endnu flere ambitiøse matematik-studerende.