Fuld Hus til UNF Matematik Camp 2024

UNF arrangerer igen i år MATH camp på DTU.

Som vi nærmer os sommerferien, nærmer vi os også UNF Matematik Camp 2024. Det betyder også, at tilmeldingsperioden for campen er afsluttet, og vi finder ud af, om der er nok ansøgere. Det er der!

I år afholdes campen igen på Danmarks Tekniske Universitet. Vi afholder den i uge 31, hvor 70 deltagere fra ungdomsuddannelser fra hele landet får en smag på universitetsmatematik. Vi ser frem til en uge fyldt med sociale aktiviteter, nye venskaber og selvfølgelig en masse matematik. Campen er blevet så populær, at vi endda er blevet nødt til at sætte antal pladser op fra 60 deltagere (sidste år) til 70 deltagere.

UNF Matematik Camp bliver arrangeret af UNF – Ungdommens Naturvidenskabelige Forening. Vi er 30 arrangører fra hele landet, hvor størstedelen er tilknyttet et af Danmarks universiteter. Matematik Camp blevet afholdt hvert år siden 2007 (med undtagelse af 2020), så vi er en gruppe frivillige, som har en masse ideer, traditioner og erfaringer.

I år underviser vi i Ringteori, Talteori, Incidensgeometri og Gauge Symmetrier. Vi prøver at efterligne undervisningen på universiteterne, så vores deltagere får en idé om, hvordan det er at lave matematik efter gymnasiet. Vi lægger derfor også stor vægt på det sociale aspekt. Den gode matematiker er trods alt en del af et større matematisk samfund. Vi bruger derfor en masse energi på sociale aktiviteter til at sammenryste deltagerne. Vi er især glade for vores lagkageløb, vild-med-dans konkurrence og grillaften, som er faste traditioner på campen. Med venskaber dannet gennem vores sociale program, ender deltagerne også altid med at regne opgaver i grupper, frem for at regne i isolation. Det er trods alt sjover at lave matematik sammen.

Vi er glade for igen at få støtte af Dansk Matematik Forening. Uden sponsorer kan vi ikke lave Matematik Camp, og med Dansk Matematik Forenings hjælp kan vi lave campen endnu bedre. I år støtter de med at sponsorere vores afsluttende festmiddag for frivillige og deltagere. Det er vi utroligt glade for, da det giver os en fantastisk afslutning på campen.

Vi glæder os til at give en opdatering her på bloggen, når vi starter campen. Hvis I gerne vil følge lidt med i hvad der sker på campen, så vil vi opfordre jer til at følge med på vores Facebookside

 

Bjørk Jackson Jakobsen
Koordinator – UNF Matematik Camp