Article

En julehilsen fra Dansk Matematisk Forening: Om on-line undervisning

Den største forandring i 100 år i måden vi underviser på, også i matematik, er i gang lige nu! On-linelearning buldrer derudaf med syv mile skridt. Det er verdens førende universiteter, som er ledende i denne revolution. Man kan have sine bekymringer, men fordelene er oplagte, lad mig liste fire:

  1. undervisningen bliver billigere og kan genbruges;
  2. mange flere kan undervises;
  3. skaber flexibilitet for både studerende og lærere;
  4. undervisningen bliver bedre (mere interaktiv, med løbende tests og feedback, hvor hastigheden afpasses af den enkelte selv).

Det største problem er nok, at afstanden mellem lærer og elev bliver meget større. Til gengæld kan internettets sociale muligheder udnyttes til dialog og kontakt de studerende imellem og studerende og instruktorer imellem.

MIT har været på banen i 10 år med MIT OpenCourseWare, hvor kursusmateriale fra MIT kurser stilles frit til rådighed. For mindre end 2 år siden startede MIT og Harvard platformen edX, som allerede har haft over 1 million studerende over hele verden. Berkeley og University of Texas og en række andre universiteter har tilsluttet sig edX. Google har meddelt, at man samarbejder med edX om at skabe en platform MOOC.org, som alle institutioner kan udnytte til at udbyde on-line kurser. Efter planen skal den være klar i løbet af 2014. Stanford har ikke sluttet sig til edX, men markedsfører sit eget brand Stanford Online. Stanford deltager også aktivt i udviklingen af platformen Coursera, som har over 100 partner universiteter, bl.a. KU og DTU. Stanford er også deltager i at skabe en mere åben platform: Open edX. En anden platform, som er vokset ud af Stanford er IT-firmaet Udacity med 25 kurser i efteråret 2013 og 700.000 studerende! NovoED er et andet nyt IT-firma, udsprunget af Stanford, med specialisering i entrepreneurship kurser. USA er klart førende på feltet, med edX og Coursera, men Europa forsøger også at komme med, med FutureLearn i England og iversity i Tyskland. Find evt. hjemmesider vha. Google.

Et nyt ord, som vi kommer til at høre meget mere til er MOOCs, som står for Massive Open Online Courses. En MOOC kan typisk have 60.000 studerende i starten. Af disse er måske 20.000 bare inde og snuse lidt. Af de resterende 40.000 gennemfører de 30.000 ikke hele kurset, men kun dele af det. 10.000 gennemfører hele kurset og 1000 deltager i den afsluttende test og får (i nogle tilfælde) diplom på at de har gennemført kurset. Tests rettes af computer, eller man kan undervise i at bedømme argumenter og derefter lade de studerende rette hinandens opgaver! Der eksperimenteres meget. Men det er svært at sige hvordan udviklingen vil gå og hvilke platforme, der kommer ud som de førende/vindende.

Som et meget konkret eksempel på en MOOC kan nævnes et Stanford kursus INTRODUCTION TO MATHEMATICAL THINKING, som udbydes på Coursera. Kursusstart: 3. februar 2014. Kursusvarighed: 10 uger. Gratis. Formålet med kurset er at bygge bro mellem skole-matematik og universitets-matematik. Se: https://www.coursera.org/course/maththink

Med de mange udbydere af gratis online kurser dukker der også nye sites op, som forsøger at samle mange tilbud under én hat. En sådan er www.onlinecourses.com og hvis man mere specifikt går efter matematik kurser: www.onlinecourses.com/math. En anden bredere hat er www.openculture.com.

Alt i alt en ny og spændende verden, som vi kommer til at høre meget mere til og forholde os til, på godt og ondt.

Glædelig Jul og Godt Nytår!

Venlig hilsen Bjarne Toft